Der mangler noget...

Hmm.. det der med børn, andre folks børn, det er ikke altid noget jeg er lige imponeret over. Nu er det ikke sådan et "hold-op-hvor-jeg-hader-børn-de-skulle-afskaffes-"-indlæg. Jeg har jo ingen (menneske-)børn selv, men jeg har da småbørn omkring mig, indimellem. Nogle gange, så syntes jeg faktisk børn kan være ret så irriterende, højtråbende og alt for ærlige og umiddelbare. Og ja, det skrev jeg faktisk - det er min erfaring. Altså med ANDRE FOLKS BØRN, folk og børn jeg ikke kender, vel at mærke. For jeg er jo selvfølgelig ikke total følelses-løs, og jeg har også ladet nogle enkelte små størrelser, komme ind under huden på mig.

For en 3 års tid siden modtog jeg en mms fra en rigtig god veninde - billedet var en plastikpind med en lille rude, og spørgsmålet lød på: "Hvor mange streger ser du?" 

Fra den dag af, blev der lavet en tradition - traditionen lød på at vi skulle ses hver 3. måned, så jeg kunne følge med i graviditet og opvæksten af det lille menneske, der nu skulle komme til verden. En god tradition, der blev lavet, fordi vi bor så langt fra hinanden. Med denne aftale, kunne jeg følge med i det hele. Den har holdt godt ved, denne tradition. Det lille menneske der kom til verden, bliver 3 år til sommer. Og jeg har været med det meste af vejen, lige indtil nu... Jeg har brudt den gode cirkel af besøg. Sidst gang jeg besøgte denne lille vidunderlige person, var i september. Så kan man sige, nårh jah, en måned fra eller til. Men det gør faktisk rigtigt meget i min verden. For lige nu ligger min verden i dvale - og der kommer desværre stadig til at gå noget tid, før jeg kan føle overskud nok til at tage over på det vanlige besøg. Samvittigheden gør det jo slet ikke bedre, eftersom den kun vil frem med det negative. Men jeg ser frem til at en dag at kunne sige, NU kommer jeg på besøg igen med GODT humør! 

Men hold op hvor jeg savner besøgene, det at være i selskab med den højtråbende, ærlige, umiddelbare og nogen gange lidt irriterende lille pige, som Mynthe altså også kan være - selvom hun for det meste er kæk, kær, skide sød, dejlig og super "naaaajjj-ssss" - et ord jeg har lært den lille pige, på et af mine mange besøg. Ligesom jeg prøvede at lære hende at række tunge, da hun var meget lille, hvilket resulterede i, at alle de billeder jeg tog efterfølgende, var med tungen ude af munden. Åh de minder.

Det mangler - mit besøg hos Mynthe og hendes mor. Jeg er snart klar. Håber jeg.